Hvad lærer du:
- At styre båden
- At samarbejde på båden
- Havnemanøvre
- Sikkerhed
- Trim af sejl og bådhåndtering
- Vigeregler og sømandskab
Begynder mix er for dig med ingen eller meget lidt erfaring i sejlads. På begynderholdene lærer du de grundlæggende principper for at få en sejlbåd til at sejle under forskellige vindforhold.
Øvede mix er for dig, som har nogen erfaring, eller som har gået på sejlerskole før. På øvede mix vil du blive rutineret i det, du har lært tidligere og som indøves på begynderholdene. Derudover vil du lære om trim, hurtig og sikker boathandling samt spilersejlads. Der vil være mulighed for, at der trænes i kapsejlads mellem de øvede hold.
Pigehold. Afhængig af antallet af piger, som ønsker at sejle med piger, samt jeres forudsætninger, vil der blive oprettet begynder og øvede hold.
Instruktørerne på sejlerskolen er alle frivillige og ulønnede. Alle instruktører er erfarne sejlere, som har været instruktører tidligere, eller de har været på sejlerskolen som elev i flere år. Vi vil tilstræbe, at der er to instruktører på hver båd, da det giver maksimal indlæring ved at en instruktør eks. kan vejlede rorsmanden, og den anden kan fokusere på sejltrim og resten af besætningen.
Hvornår sejler vi? I 2024 starter undervisningen mandag den 29. april og slutter for forårssæsonens vedkommende den 24. juni. I efterårssæsonen sejler vi fra mandag den 5. august t.o.m. mandag den 30. september. Afslutningen foregår lørdag den 5. oktober hvor vi deltager i ”afriggersejladsen” som er sejlklubbens sidste kapsejlads i sæsonen. Efter sejladsen er der socialt samvær i form af en ”afriggerfest” hvor sejlerskolens deltagere er inviteret med. hvis man vil have sin ”bedre halvdel” med, vil der være en egenbetaling.
Sejlerskolekalender 2024
Hvordan foregår det om mandagen?
- Vi sejler ud kl. 18. (Holdene kan aftale, at der mødes lidt før og rigges til, så båden er klar til at sejle ud kl. 18.)
- Inden vi sejler ud, vil instruktøren kort gennemgå, hvad der skal øves på vandet og fordele positioner på båden.
- Efter sejladsen, som slutter ca. 20:30-21:00, vil instruktørerne sammen med jer evaluere dagens sejlads.
- Aftenen slutter med holdvis arrangeret fællesspisning af medbragt mad eller grill. Der er brygget kaffe, og der vil være mulighed for at købe øl og vand.
Tilmelding.
Hvis du vil med på sejlerskolen sæson 2024, er det vigtigt, at du tilmelder dig snarest muligt, da tilmelding foregår efter “først til mølle” princippet.
Hvad koster det?
Før du kan tilmelde dig Sejlerskolens undervisning, skal du være medlem af vores sejlklub. Du kan blive medlem ved at benytte linket HER (det koster 920.- årligt) Du får herefter et medlemsnummer som sammen med din nyoprettede kode, giver dig adgang til at betale undervisningsgebyr for sejlerskolen HER (det koster 2650.-kr for forårs- og efterårssæson samt deltagelse i afriggerfesten)
Kontaktperson:
Benny Møller
benny.moller@mail.tele.dk
24632646